Artikler · Sammenligning
FreeBSD eller Linux til servere
Linux og FreeBSD kan begge drive de fleste servere. Linux er standardvalget, fordi næsten al software, hardware og alle leverandører understøtter det. FreeBSD er ét samlet system, hvor kommandoer og konfiguration holder fra version til version, og det er et stærkt valg, når du selv styrer softwaren.
Den korte forskel
Linux er en kerne. Det, du installerer på en server, er en distribution, fx Debian, Ubuntu, Red Hat Enterprise Linux, AlmaLinux, Rocky Linux eller SUSE, der samler kernen med værktøjer fra mange projekter. FreeBSD er et helt operativsystem, hvor kerne, værktøjer og dokumentation udvikles samlet af ét projekt. Læs mere i Hvad er FreeBSD?.
Opbygningen forklarer meget, men i praksis afgøres valget oftest af noget andet: hvilken software du skal køre, og hvem der skal drifte serveren.
Side om side
| Linux | FreeBSD | |
|---|---|---|
| Opbygning | Kerne plus distribution | Ét samlet system |
| Står bag | Red Hat, SUSE, Canonical og fællesskaber som Debian | FreeBSD-projektet og FreeBSD Foundation |
| Licens | GPL | BSD |
| Software | Næsten alt | De fleste open source-tjenester |
| Isolering | Containere og Kubernetes | Jails |
| Kommerciel support | Fra distributionen selv | Fra konsulenter |
| Folk, der kan drifte det | Mange | Færre |
Mange distributioner eller ét system
På Linux vælger du først en distribution, og de er forskellige. Debian og Ubuntu bruger apt, Red Hat, AlmaLinux og Rocky Linux bruger dnf, og SUSE bruger zypper. Konfigurationen ligger forskellige steder, og supportperioderne er forskellige. To Linux-servere kan derfor føles ret forskellige at drifte.
At der findes så mange distributioner, siger meget om Linux. Hver distribution samler kernen med software fra mange uafhængige projekter, fx systemd, GNU-værktøjerne og pakkesystemet, og må selv få det til at passe sammen. Det giver frihed, men også et fragmenteret landskab.
På FreeBSD er der kun én udgave, og base system kommer fra ét projekt. Den, der kender en FreeBSD-server, kender dem alle.
Hvem står bag
Bag de store Linux-distributioner står virksomheder. Red Hat, SUSE og Canonical sælger support og certificerer hardware og software til deres systemer. Det giver noget at holde sig til, når en leverandør kræver en bestemt platform, eller når ledelsen vil have en kontrakt.
FreeBSD ejes ikke af nogen. Det drives af frivillige og ansatte udviklere og støttes af FreeBSD Foundation. Der er ingen at købe en supportkontrakt hos direkte, men konsulenter og driftspartnere kan levere den. For mange er det en fordel: ingen virksomhed kan ændre licensen eller lukke en version.
Software og hardware
Her ligger den største forskel. Næsten al serversoftware er skrevet til og testet på Linux. Kommercielle produkter understøtter typisk kun RHEL, SUSE eller Ubuntu, og supporten forudsætter det.
FreeBSD har over 35.000 færdige pakker, og de mest brugte open source-tjenester er med, fx nginx, PostgreSQL, Postfix og Zabbix. Men nyere værktøjer kommer ofte kun til Linux, og meget leveres i dag som et container-image.
Hardware er det samme billede. Almindelige servere fra Dell og Supermicro kører fint med FreeBSD, men nyt eller specielt hardware får ofte drivere til Linux først. Tjek både software og hardware, før du vælger FreeBSD.
Containere eller jails
Containere er blevet den måde, meget software leveres på. Du henter et færdigt image og starter det med Podman eller Docker. Kubernetes bygger videre på det. Det er Linux-teknologier, og har du brug for dem, skal du bruge Linux.
FreeBSD har jails, som deler serveren op i adskilte miljøer. Et jail drives som en lille server, hvor du selv installerer og opdaterer softwaren. Det er enklere og har færre lag, men der er ingen færdige images at hente. Jails passer, når du selv vil styre, hvad der kører.
Udvikling og stabilitet
FreeBSD udvikler sig hurtigt. FreeBSD 15 fik fx pkgbase, og der kommer løbende nye drivere og funktioner. Men de værktøjer, du bruger, er de samme. ifconfig er stadig ifconfig, også når kernen får nye netværksfunktioner. Det kan lade sig gøre, fordi kerne og værktøjer udvikles af det samme team. Når kernen får noget nyt, udvider de det værktøj, der allerede findes.
På Linux udvikles kernen og værktøjerne af forskellige projekter. Da det gamle ifconfig ikke fulgte med kernen, tog ip fra et andet projekt over. Det samme er sket med systemd og med skiftet fra iptables til nftables. Det giver nye muligheder, men også mere at lære.
Inden for én version ændrer enterprise Linux sig til gengæld meget lidt. En RHEL 8 ser stort set ens ud gennem de ti år, den er understøttet. Det er endnu mere stabilt end FreeBSD, hvor du skifter punktversion cirka hvert halve år. Prisen er, at springet til næste version er større.
Supporten afhænger af systemet: fire år pr. hovedversion for FreeBSD, omkring fem år for Debian og Ubuntu LTS og ti år for Red Hat Enterprise Linux, AlmaLinux, Rocky Linux og SUSE Linux Enterprise.
Folk og viden
Det er nemmere at finde folk, der kender Linux. De fleste systemadministratorer har lært på Linux, og de fleste vejledninger på nettet er skrevet til det. Det er en reel overvejelse, hvis andre skal kunne overtage serverne en dag.
FreeBSD har til gengæld FreeBSD Handbook, der beskriver hele systemet ét sted. Fordi systemet hænger sammen, og kommandoerne bliver de samme, er der også mindre at lære.
Hvornår vælger du hvad
Vælg Linux, hvis:
- softwaren kun understøttes på Linux, eller leverandøren kræver en bestemt distribution
- du skal bruge containere eller Kubernetes
- du har nyt eller specielt hardware
- du vil have kommerciel support fra en leverandør
- flere skal kunne drifte serverne, og de kender Linux
Vælg FreeBSD, hvis:
- du selv styrer softwaren, og den findes som pakke
- det er en firewall, router eller storage
- du vil have et samlet system, hvor kommandoer og konfiguration holder fra version til version
Vores anbefaling
Vi drifter både Linux og FreeBSD. Mange af vores kunder kører Linux, primært enterprise Linux som AlmaLinux og Rocky Linux. De bygger på Red Hat Enterprise Linux, er bundsolide og får ti års support pr. version.
Vi kigger også mere og mere på SUSE Linux Enterprise. SUSE er en tysk virksomhed, så det er en europæisk leverandør med lang support.
For mange af vores kunder er det netop den lange support, der tæller, og muligheden for at købe enterprise support hos Red Hat eller SUSE. Så er der en leverandør bag, hvis der en dag er brug for det.
FreeBSD bruger vi til serverhosting og som grundlag for Gatekeeper, vores open source-firewall.
Er du i tvivl, så vælg Linux. Det understøtter mest, og flest kan drifte det. Vælg FreeBSD, når du har en konkret grund, og den software, du skal bruge, findes til det.
Det er ikke et valg for altid. Mange miljøer har begge dele, og det er helt i orden.
Har du brug for hjælp?
Vi rådgiver om valget og drifter både Linux- og FreeBSD-servere. Læs om rådgivning og managed drift, eller skriv til os.